Den 45-årige René Pedholt Andersen er tiltrådt stillingen som administrerende direktør i Mammens Emballage A/S i Århus, hvor han skal stå i spidsen for en turn-around proces. Han kommer fra en stilling som fabriksdirektør i emballagevirksomheden Smurfit Kappa i Vejen, og afløser Henry Madsen på chefposten
Mammens Emballage, hvis historie kan skrives tilbage til 1889, ejes af investeringsselskabet Generationsskifte & Vækst i Kolding. Investeringsselskabet opkøbte i 2007 både Mammens Emballage og Esbjerg-virksomheden Trykko Pack. De to virksomheder er fusioneret i begyndelsen af 2008 og produktionen er samlet i Århus.
René Pedholt Andersen er født og opvokset i Kolding, hvor han efter en uddannelse i indkøbsafdelingen hos Würth kom ind til Flyvevåbnet, hvor han bl.a. var lærer på Flyvevåbnets Sergent- og Officersskole på Flyvestation Værløse.
Efter syv år i Flyvevåbnet kom René Pedholt Andersen til Fyn, hvor han først var værkfører hos Dansk Kraftemballage i Ejby. Senere blev han fabrikschef for Kappa i Borup på Midtsjælland og Ejby for senest at beklæde stillingen som direktør for Smurfit Kappa Vejen A/S.
René Pedholt Andersen, der har en bachelor i Business Administration, bor i Børkop og er gift med Karina, som er kontorassistent hos Skanlog i Taulov. Parret har to døtre, Nicole og Cecilie, på 18 og 13 år.
Kilde: Damm Kommunikation
Til LevnedsmiddelBladets hovedside